Det meste af 1942 gik fortsat med på forskellig vis at lave diverse former for modstand mod tyskerne, men eftersom jeg arbejdede for det flyvende korps i Hede Selskabet, var det kun i weekenderne og diverse ferier jeg var sammen med Steen og Verner i Horsens.
Mit arbejde i Hede Selskabet bestod officielt i at arbejde med at plante læhegn ude på Heden, men i virkeligheden drejede det sig mest om at registrere hvad Tyskerne lavede i vest Jylland, og sammen med mine arbejdskammerater gik vores fritid med at ødelægge det tyske materiel. Det var på ingen måde organiseret og må mest betegnes som drengestreger og hærværk, men vi følte at vi udøvede en form for modstand.
Hjemme i Horsens gik det galt for Verner Høj Nielsen. d. 18/8-1942 blev han hentet til afhørring af politiet, men under afhørringen gik han lidt hvileløs rundt på politi stationen og pludselig hoppede han ud af vinduet og løb hen til min lillebror Steen, her boede han i skjul mens Steen om dagen var på arbejde, om aftenen og om natten fortsatte de med at lave hærværk og sabotage, de havde fået fat i nogle brandbomber som kunne bruges mod tyskernes forskellige lagrer af halm og måtter.
Men om dagen hvor Verner skulle blive i skjul i lejligheden mens Steen var på arbejde, sneg han sig alligevel ud lige så snart Steen var væk. Det førte til at han og steen blev arresteret d. 28/8-1942. Steen´s værelse blev gennemsøgt og politiet fandt et brev han havde skrevet til Sylvest Gransau som også arbejdede for Hede Selskabet, men ikke sammen med mig i Nymindegab, Sylvest var på dette tidspunkt i Aalborg. Brevet nægtede Steen at åbne, for det der stod i brevet, skulle helst ikke frem. Efter som politiet først skulle have nogle paragraffer på plads for at kunne åbne brevet, lod de Steen gå igen, så nu var det kun et spørgsmål om tid før Steen ville være eftersøgt, derfor stak han af til Aarhus hvor han levede illegalt og beskæftigede sig med udgivelse af Aarhus Ecco, og fungerede som kurrer for kommunisten David Hejgaard indtil han blev stukket af Grethe Bartram i 1944, og arresteret af Gestapo.
Min lillebror Steen Lykkeberg skrev i 80´erne bogen “Nu løber vi linen ud.....”
Bogen kan læses her på siden ved at klikke på billedet herunder
Da jeg var hjemme i Horsens på weekend den 4/9-1942 var jeg med til min første Jernbane sabotage, det var på banen syd for Hedensted, hvor vi skruede, skruerne der holdte skinnerne på plads af, det var sammen med Peer Borup, og en 16 årig ung mand, hvis navn jeg ikke husker. Der skete ikke nogen videre skade, andet end at toget ikke kunne køre forbi før det hele var skruet fast igen.
Jeg kender ikke historien om hvorfor, men mens jeg sad i arresten i Horsens, tilstod den 16 årig at det var ham alene der havde udført auktionen. Han fik to et halvt års fængsel og jeg har ikke siden hørt hvad der ellers skete med ham.
Jeg havde efterhånden arbejdet for Hedeselskabet så længe at jeg på en måde var blevet forfremmet, det vil sige at jeg i stedet for at plante læhegn, nu skulle tage rundt med det “Flyvende korps” her bestod mit arbejde i at opmåle og kortlægge marker for de bønder der skulle have plantet læhegn. Jeg havde et tegnebræt og et faun mål og fik så en adresse på den gård hvor der skulle måles op, cyklede derud og fik en snak med bonden om hvad han ønskede, tegnede arealet op og sendte det videre til et andet hold der så enten kunne levere de planter der skulle bruges, eller sende et hold ud for at plante læhegnet.
På et tidspunkt, mens jeg udførte dette arbejde, fik jeg brev fra Verner Høj Nielsen som nu var arresteret og sad i arresten i Horsens. Min far var på dette tidspunkt interneret i Horserød. brevet fra Verner Høj Nielsen var skrevet i en form for kode, men jeg forstod så nogenlunde, at det var en form for advarsel om at jeg muligvis kunne være eftersøgt. Det viste sig også at være tilfældet, for på et tidspunkt mens jeg var i Outrup ved Nymindegab, kommer min arbejdsleder til mig en sen aften, han var blevet ringet op af det danske sikkerheds politi, som holdte til i Kolding og adspurgt om han vidste hvor jeg var, jeg var ikke helt klar over hvor han stod i forhold til tyskerne, så jeg prøvede at bortforklare, med at, dem har jeg da ikke noget med at gøre, men det er jo klart jeg har et hvis antiparti mod dem der havde været i mit hjem i Horsens og arresteret min far, så mere er der vel ikke i det. Vi blev så enige om at jeg skulle flyttes til en anden afdeling, det blev Nr. Snede hvor min arbejdsleder kendte en anden arbejdsleder, og ved at få et brev med kunne jeg helt sikkert få arbejde der, og så kunne de i Outrup sige til det danske sikkerhedspoliti at der var jeg ikke mere og at de ikke vidste hvor jeg så var.
Jeg startede cyklen op med det samme og tog mod Nr. Snede, det tog et par dage før jeg kom frem, til den nye arbejdsleder, og blev så anvist en plads ved Klovborg, det syntes jeg var meget praktisk, for så var der jo ikke så langt hjem til Horsens, jeg kunne så tage cyklen hjem i weekenden og besøge familien. Jeg lejede et værelse hos Slagtermesteren i Klovborg, men nåede desværre ikke at bo der så længe.
Den 29/10-1942 skulle jeg ud at måle op på en gård i nærheden af Klovborg, og imens jeg var ved at blive anvist stedet af bonden hvor der skulle plantes, så vi der kom en bil ind på gårdspladsen. Bonden sagde at nu fik han da vist gæster, og ville ned til gården for at se hvem det var, nå men det er OK sagde jeg, jeg begynder at måle op og så kan vi jo snakke senere, efter bonden var kommet tilbage til gården, stod han pludselig og vinkede efter mig, jeg tænkte, nå han vil nok give en kop kaffe, nu hvor hans gæster skal have kaffe, så jeg gik ned til gården, hvor der stod to betjente, der presenterede sig, og sagde de kom fra det Danske sikkerhedspoliti i Kolding. De spurgte om jeg hed Ove Lykkeberg og sagde at jeg var anholdt.
Jeg kørte med de to kriminalbetjente i bilen ind til mit værelse i Klovborg hvor jeg boede og alt blev gennemrodet. Jeg spurgte dem så hvad politiet ville med mig og hvad jeg havde gjort. De sagde, de undersøgte dem der havde noget imod Tyskerne.
Jamen det har jeg da ikke, skyndte jeg mig at sige. Nej det siger alle når de bliver taget sagde den ene betjent, men vi ved nu bedre, du har koorsponderet med en kammerat der er rejst til Ålborg, og der er noget mærkeligt ved disse breve som vi skal have din forklaring på, vi kan også fortælle dig at så længe Danmark er besat kommer du ihvertfald ikke til at være på fri fod.
Vi ved godt at vi bliver kaldt alt muligt “Tysker håndlangere” men dette er vores arbejde og det skal udføres.
Ja sagde jeg, det ser jo mærkeligt ud i sådan kommer anstigende med kongemærke i knaphullet og det hele, men jeg kan ihvertfald sige at jeg har ikke lavet noget.
Men under alle omstændigheder blev alle mine ejendele pakket sammen og jeg blev taget med til arresten i Horsens.
Her blev jeg sat ind i en celle og døren blev lukket, det var ret uhyggeligt for det havde jeg aldrig prøvet før, og hvad skulle der mon ske nu.
Sagen var den, at da min lillebror Steen Lykkeberg og min kammerat Verner Høj Nielsen var blevet taget og Steen havde det føromtalte brev liggende han ikke havde sendt til, Sylvest Granzau. Brevet var nu efter en dommerkendelse blevet åbnet og en Horsensianer ved navn Lykkeberg blev eftersøgt. og derfor kom de altså og hentede mig, og mere havde de ikke på mig på dette tidspunkt. Men da navnet Lykkeberg ikke er så almindeligt bliver jeg alligevel taget med og indsat i arresten i Horsens.
Det var en ret skræmmende oplevelse at sidde i arresten, da jeg aldrig havde været spærret inde før, men der var ikke så meget at gøre, andet and at vente på, hvad der ville ske.
Dagene gik og der skete ikke så meget, Jeg talte indimellem med en af vagterne som var en dansker, han gav sommetider en cigaret og vi talte om løst og fast. Under afhørringen blev jeg spurgt om jeg var klar over at man ikke måtte lave noget der generede tyskerne, det var jeg klar over så jeg svarede selvfølgelig ja. Der gik et par måneder, og en dag kom vagten forbi og sagde at jeg skulle i retten næste dag, det kunne jeg ikke helt forstå, for der havde ikke været en sagfører for at tale med mig, så jeg sagde til vagten, at jeg gerne ville have tilkaldt min forsvarer.
Det var en sagfører der hed Knud Lawetz, som mødte op i arresten sent om aftenen, han sagde at der jo ikke havde været grund til at tale med mig da jeg havde tilstået at jeg havde lavet både det ene og det andet, nej sagde jeg, jeg har hverken tilstået eller lavet noget, jeg har sagt at jeg godt var med på man ikke måtte og så videre. Nå sagde Knud Lawetz, der er jo sket så meget udenfor imens du har siddet her, imorgen hvis du bliver frikendt, så vil der stå to betjente og tage imod dig og du vil blive interneret i Horserød med det samme, så jeg vil anbefale dig at indrømme noget så du får en lille dom, så kommer vi over vinteren og hvis dommen er under 6 måneder får du jo lov at blive her i Horsens arrest.
Så næste dag i retten indrømmede jeg at have købt nogle mærker der støttede modstandsbevægelsen, og jeg indrømmede også at jeg havde fået flere illegale blade end til mig selv, som jeg så havde givet videre. Thi kendes for ret, dommen lød på 4 måneders fængsel og jeg skulle løslades den 12 marts 1943.
Tiden gik i arresten og jeg holdte min første Jul i fangeskab, det skulle senere vise sig at den Jul i arresten i Horsens ikke skulle blive den værste Jul under krigen.